På mestrenes asfalt” af Niels Christian Jung & Reimer Bo Christensen. Lindhardt og Ringhof 2013.
En stor hyldest til cykel-motionssporten. Den er båret af stor glæde ved at cykle. “Cykling er den eneste sportsgren, hvor motionister kan kæmpe på samme scene som de professionelle”. Og de europæiske scener tager de rundt til: Mallorca, Piemonte, Toscana, Dolomitterne, Pyrenæerne, Nice, Ticino, Baskerlandet og Danmark. Og de interviewer alle slags repræsentanter for alle sider af cykelsporten: de professionelle, amatøren, mekanikeren, politikeren, etc.
En bog jeg bliver glad i låget af at læse.
“Bikefit. Optimal performance og nul skader” af Thomas Vestergaard Bundgaard & Lene Rode. Turbine 2018.
Rigtig mange af os der cykler, får på et tidspunkt problemer med bevægeapparatet. Dels af naturlige årsager – vi bliver ældre, og en del af os fortsætter med at cykle, når vi bliver rigtig gamle 🙂 Men vi får også smerter alskens steder, fordi vi ikke tilpasser udstyret til den krop vi nu engang har: korte & lange ben, brede og smalle bagdele, fødder og ankler, osv. Thomas Vstergaard Bundgaard er fysioterapeut, og han deler i denne bog ud af sin viden og erfaringer om tilpasningen af cyklen til kroppen. Hvordan skal man sidde? Har jeg den rigtige saddel? Hvad med styret? kan man gøre noget ved pedalerne? Kommer smerten i ryggen i virkeligheden fra pedalerne?
God håndbog.
“Den gule trøje i de høje bjerge” af Jørgen Leth. Gyldendal 2009. 3. reviderede udgave.
En beretning – personlig (!) – om Tour de France. Store og små historier fra en virkelig fan. Fra 1950′ erne og frem.
“Dagen og vejen. En rejse i cykelsæsonen” af Jakob Kristian Sørensen og Morten Okbo. Gyldendal 2014.
Fotograf og journalist følger de store cykelløb i en sæson. Vi er tilbage i 00′ erne, måske starten af 10’erne. Vi får alle de store cykelløb i den professionelle verden: Milano – San Remo, Flandern rundt, Giro D’Italia, Tour de France, Vuelta a Espania, VM i landevejscykling og Lombardiet rundt. Fremragende reportager, fremragende fotos.
“Sportsdirektøren” af Brian Holm & Tonny Vorm. People’s Press 2012.
Brian Holm fortæller om sin 2011-sæson som sportsdirektør for HTC-Highroad. Meget spændende indblik i den professionelle cykelverden. Brian Holm er – som vanligt – direkte og ligeud. Ingen floromvundethed her. Det er befriende. Og lærerigt. Hvordan udøver man ledelse i et omrejsende cykel-cirkus? Hvor rammerne for det arbejde der skal udføres, ofte er produceret af lokale arrangører. Det er ikke en verden jeg kender til. Og dog. Det jeg har beskæftiget mig med, er det omrejsende rock-& roll-cirkus, som jeg har mødt det som lokal arrangør på Roskilde Festivals scener, og på trods af, at det er en anden historie, er der paralleller.
Det var de 5.
Og så er der de andre:
” Fra et sted til et andet. Tour de France 2014″
Bestemt ikke Jørgen Leth’s bedste, men et godt eksempel på hans vinkling af Tour de France som en rejse gennem et kulturlandskab – det franske -, som vi kender det fra hans mangeårige TV-kommentator-virke.
“Sportshjerte” af Daniel Dencik. Gyldendal 2017.
Forfatterens år 2015 med nogle af de store cykelløb. Da den udkom i 2017 var den meget hypet. Mig fængede den aldrig .